Ugens Ord 2020

Det Næste Skridt
Uge 46, 2020
af Rick Joyner

Hvis vi ser på menneskeslægtens historie fra det kristne perspektiv, er det mere end bare en rejse; det er et storslået eventyr. Som de fleste eventyr har der været tilbageslag, fiaskoer og farer overalt sammen med fremskridt og sejre. Fordi slutningen af historien allerede er skrevet, ved vi, at en ultimativ, herlig sejr for vores nuværende kamp er både sikker og nær. Så vil der være helbredelse for enhver ond gerning, og menneskeslægtens fremtid er endnu lysere, end vi kan forestille os.

Alligevel vækker mørket i vores tid rejser sig mere truende, og vores ultimative undergang virker sandsynlig. Er det ikke ligesom næsten enhver eventyrhistorie, der nogensinde er skrevet? Når undergang synes uundgåelig, er den ultimative sejr nær. At dette manuskript findes i stort set alle eventyrhistorier, der nogensinde er skrevet, indikerer, at dette er skrevet i vores hjerter - fordi det er sandheden, et løfte fra vores Gud somikke kan lyve.

Apostelen Paulus skrev i Fil. 1:6: Gud, som begyndte det gode værk i os, vil fuldføre det. Hvad Han skabte mennesket og jorden for vil blive udført. Det største løfte af alle er, at Gud selv kommer for at bo på jorden blandt mennesker! (se Åb. 21:3). Men som i de fleste eventyrhistorier kommer den største kamp af alle i slutningen lige før denne herlige afslutning.

Pointen er, at vi aldrig må miste vores tro på sandhedens ultimative sejr over enhver løgn, lys over mørke. Mange har kæmpet i denne “gode kamp” fra starten. De har måske til tider snuble, mislykket og faldet, men de blev også ved med at komme op igen og kæmpe videre. Det er også af denne grund, at vi søger at adlyde befalingen om at "ære dine fædre og mødre" (se 2 Mos. 20:12), ved at forsvare og bevare sandheden om dem. Vi ærer vores arv ved at kæmpe for sandheden om den og ikke lade dem med ond hensigt fordreje eller ødelægge den.

Fordi vi elsker sandheden, skal vi også kæmpe for at bevare sandheden om vores forgængeres fejl og fejltagelser. Dette er ikke på nogen måde at vanære dem eller at tro, at vi er bedre end dem, men med ydmyghed i betragtning af vores egne svagheder og fiaskoer, idet vi ved, at vi fortsat vil lave de samme fejl som dem, der var før os, hvis vi ikke lære af deres.

Siden vi begyndte at udgive disse Ugens Ord for at huske og ære vores fædre og mødre såvel som den store arv, vi har, er ”Kasseret kultur”rejst sig til et hidtil uset niveau af vanære dem og nedværdigende vores arv. Hvis vi lader dette ske, har vi forsømt og fejlet i en af vores mest basale kaldelser som kristne om at stå for sandheden. Vi kan ikke stå på sidelinjen, mens ondskab hersker. Gud lover sin gunst/favør til dem, der står for Ham og Han's sandhed, og Guds gunst/favør er langt mere værd end menneskers godkendelse.

Som det er blevet sagt, "Alt hvad der er nødvendigt for at det onde skal lykkes, er at gode mennesker ikke gør noget." Som et af de største kristne lys for at imødegå nazisternes ondskab, sagde Dietrich Bonhoeffer, ”Ikke at tale, er at tale. Intet at gøre er at gøre noget.” Der vil ikke være nogen neutralitet i den ultimative kamp mellem godt og ondt, så vi må beslutte os nu for ikke at være stille, og vi vil gøre noget. Så hvad kan vi gøre?

For det første må vi beslutte, at vi skal leve ved tro på Gud og tro på Han's sandhed for at sejre. Af denne grund vil vi ikke blive styret af frygt, men af tro på Ham. Vi gør dette ved at stå for sandheden og stå imod løgn og bedrag. Tro er det modsatte af frygt, og frygt fører til fejhed. Som vi ser i Åb. 21:8, er de feje de første, der kastes i ildsøen, selv før morderne, troldmændene, afgudsdyrkere og de umoralske. Der er ingen plads i kristendommen for fejhed.

En bekymring hos mange, der studerer de bibelske profetier for endetiden i denne tidsalder, handler om "dyrets mærke". Dette er et mærke, som den onde ønsker, at alle skal tage, hvis de vil være i stand til at "købe, sælge eller handle" på den korte tid, hvor ondskab hersker, før Herren og Han's rige kommer. I århundreder har kristne forsøgt at forstå den form, hvordan dette mærke ville komme, så de ville forstå hvordan de ikke skulle tage det, men ved dette går de glip af pointen. Synden tager ikke mærket, men tilbedelse af dyret. Mærket er kun bevis for, at det er, hvad man har gjort.

Hvordan tilbeder vi dyret? Vi adlyder det. Som vi får at vide i Rom. 6:16, er vi slaver af den, vi adlyder. Som skrevet bliver de, der tager dette mærke, kastet i ildsøen sammen med dyret, når Herren kommer. Hvad der vil forhindre os i at tage dette mærke er mere end bare at vide, hvilken form det vil komme i, men snarere at leve med det mod, som ægte tro på Gud altid vil blive demonstreret af - den tro, der hellere vil dø for dette liv end at kompromittere vores tillid i Gud alene ved at bøje sig for nodet andet.

Vores amerikanske fædre og mødre, fra grundlæggere af vores republik til i dag, har muligvis lavet mange fejl og haft masser af mangler, men en ting vi som nation ikke har manglet, er mod. Det var mod til at stå over for umulige odds, der grundlagde vores land og siden har stået op for enhver trussel mod vores fortsatte eksistens, og dette vil nu blive krævet af os. Det er nu vores tid. Mod er vores amerikanske arv. Vil vi bevare det?

Det kræver dog mere end mod at stå for sandheden - det kræver dømmekraft at kende sandheden. Charles Spurgeon sagde engang, at han kunne finde ti mænd, der ville dø for Bibelen for enhver, der ville læse den! Når vi går ind i disse tider, skal vi huske hvad både Jesus og apostlene sagde, ville være et kendetegn for disse tider - bedrag . Hvad gavner det os at modigt dø for løgnen for den ondes dagsorden?

Hvis vi elsker sandheden, skal vi kaste den betydningsløse, overfladiske, intetsigende stræben og forvirring, som bortødsler vores liv og tid for at søge sandheden så vi kan finde den. Evnen til at genkende sandheden er resultatet af at elske sandheden med en ubarmhjertig hengivenhed at søge den, indtil vi har fundet den. Gud lovede, at hvis vi søger, vil vi finde. Derfor, hvis vi bliver bedraget, er det tegn på, at vi ikke plejede at søge nok.

Hebr 3:12-15.
12. Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud.

13. Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder »i dag», for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag.

14. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til detsidste.

15. Da der blev sagt: »I dag, når I hører Han's røst, så forhærd ikke jeres hjerter som i ‘forbitrelsen’,«

UGENS ORD 47
OP